Luk annoncen

Da den første iPhone dukkede op på Macworld i 2007, var tilskuerne i ærefrygt, og et højt "wow" kunne høres i hele salen. Et nyt kapitel af mobiltelefoner begyndte at blive skrevet den dag, og revolutionen, der fandt sted den dag, ændrede ansigtet på mobilmarkedet for altid. Men indtil da har iPhonen været igennem en tornet vej, og vi vil gerne dele denne historie med dig.

Det hele startede i 2002, kort efter lanceringen af ​​den første iPod. Allerede dengang tænkte Steve Jobs på konceptet med en mobiltelefon. Han så mange mennesker bære deres telefoner, BlackBerrys og MP3-afspillere hver for sig. De fleste af dem ville trods alt foretrække at have alt på én enhed. Samtidig vidste han, at alle telefoner, der også ville være en musikafspiller, direkte ville konkurrere med hans iPod, så han var ikke i tvivl om, at han skulle ud på mobilmarkedet.

På det tidspunkt stod der dog mange forhindringer i vejen. Det var tydeligt, at telefonen skulle være noget mere end en enhed med en MP3-afspiller. Det skulle også være en mobil internetenhed, men det var netværket dengang langt fra klar til. En anden hindring var styresystemet. iPod OS var ikke sofistikeret nok til at håndtere mange af telefonens andre funktioner, mens Mac OS var for komplekst til at en mobil chip kunne håndtere. Derudover vil Apple møde stærk konkurrence fra folk som Palm Treo 600 og RIMs populære BlackBerry-telefoner.

Den største hindring var dog operatørerne selv. De dikterede betingelserne for mobilmarkedet, og telefoner blev praktisk talt lavet på bestilling. Ingen af ​​producenterne havde råderum til at lave telefoner, som Apple havde brug for. Operatører så telefoner mere som hardware, hvorigennem folk kunne kommunikere over deres netværk.

I 2004 nåede salget af iPod en andel på omkring 16 %, hvilket var en vigtig milepæl for Apple. Samtidig følte Jobs dog en trussel fra stadig mere populære telefoner, der opererede på det hurtige 3G-netværk. Telefoner med et WiFi-modul skulle snart dukke op, og priserne på lagerdiske faldt ustoppeligt. iPods tidligere dominans kunne således være truet af telefoner kombineret med en MP3-afspiller. Steve Jobs måtte handle.

Selvom Jobs i sommeren 2004 offentligt nægtede, at han arbejdede på en mobiltelefon, slog han sig sammen med Motorola for at komme uden om den forhindring, som transportselskaberne udgjorde. Den administrerende direktør var på det tidspunkt Ed Zander, tidligere Sun Microsystems. Ja, den samme Zander som næsten med succes købt Apple for år siden. På det tidspunkt havde Motorola stor erfaring med produktion af telefoner og havde frem for alt en meget succesfuld RAZR-model, som fik tilnavnet "Razor". Steve Jobs lavede en aftale med Zandler, hvor Apple udviklede musiksoftwaren, mens Motorola og det daværende selskab, Cingular (nu AT&T), blev enige om de tekniske detaljer for enheden.

Men som det viste sig, var samarbejdet mellem tre store virksomheder ikke det rigtige valg. Apple, Motorola og Cingular har haft meget svært ved at blive enige om stort set alt. Fra måden, musikken bliver optaget på telefonen, til hvordan den bliver gemt, til hvordan alle tre virksomheders logoer vil blive vist på telefonen. Men det største problem med telefonen var dens udseende – den var virkelig grim. Telefonen blev lanceret i september 2005 under navnet ROKR med undertitlen iTunes-telefon, men det viste sig at være en stor fiasko. Brugerne klagede over den lille hukommelse, som kun kunne rumme 100 sange, og snart blev ROKR et symbol på alt det dårlige, som mobilindustrien repræsenterede på det tidspunkt.

Men et halvt år før lanceringen vidste Steve Jobs, at vejen til mobilstjernestatus ikke var gennem Motorola, så i februar 2005 begyndte han hemmeligt at mødes med repræsentanter for Cingular, som senere blev opkøbt af AT&T. Jobs gav en klar besked til Cingular-embedsmænd på det tidspunkt: "Vi har teknologien til at skabe noget virkelig revolutionerende, der vil være lysår foran andre." Apple var klar til at indgå en flerårig eksklusivaftale, men forberedte sig samtidig på at skulle låne mobilnettet og dermed blive i det væsentlige en selvstændig operatør.

På det tidspunkt havde Apple allerede stor erfaring med touch-skærme, efter at have arbejdet på en tablet-pc-skærm i et år, hvilket var virksomhedens langsigtede hensigt. Det var dog endnu ikke det rigtige tidspunkt for tablets, og Apple foretrak at rette opmærksomheden mod en mindre mobiltelefon. Derudover blev en chip på arkitektur introduceret på det tidspunkt ARM11, som kunne give nok strøm til en telefon, der også skulle være en bærbar internetenhed og en iPod. Samtidig kunne han garantere en hurtig og problemfri drift af hele styresystemet.

Stan Sigman, dengang leder af Cingular, kunne lide Jobs' idé. På det tidspunkt forsøgte hans firma at presse kundernes dataplaner, og med internetadgang og musikkøb direkte fra telefonen virkede Apple-konceptet som en god kandidat til en ny strategi. Operatøren måtte dog ændre det veletablerede system, som hovedsageligt nød godt af flereårige kontrakter og minutter brugt i telefonen. Men salget af billige subsidierede telefoner, som skulle tiltrække nye og nuværende kunder, holdt langsomt op med at virke.

Steve Jobs gjorde noget hidtil uset på det tidspunkt. Han formåede at få frihed og fuldstændig frihed over udviklingen af ​​selve telefonen i bytte for en stigning i datahastigheder og løftet om eksklusivitet og sexappeal, som iPod-producenten præsenterede. Derudover skulle Cingular betale tiende på hvert iPhone-salg og hver månedlig regning for en kunde, der købte en iPhone. Indtil videre har ingen operatør tilladt noget lignende, hvilket selv Steve Jobs selv så under de mislykkede forhandlinger med operatøren Verizon. Stan Singman måtte dog overbevise hele Cingular-bestyrelsen om at skrive under på denne usædvanlige kontrakt med Jobs. Forhandlingerne varede næsten et år.

Første del | Anden del

kilde: Wired.com
.