Filip Novotny I maj udgav Blizzard endelig den tredje del af Diablo-serien efter mange års udvikling. Men hvad med at tage en pause fra ham et stykke tid med to interessante parodier på RPG-genren?
Efter tolv år fik vi det endelig, og det ser ud til, at Diablo III vil erstatte sidste års Skyrim som det mest omtalte spil af både spilanmeldere og entusiaster. Faglige vurderinger er generelt høje, men meningerne er forskellige. Nogle spillere fortærer entusiastisk den nye Diablo fra start til slut (og så igen og igen på stadig større vanskeligheder), mens andre modvilligt spørger sig selv, hvor magien i den nu udødelige anden omgang er blevet af. Men hvordan man end ser på trioen, ville det så ikke være rart at tage en pause fra al hypen med et par fantastiske titler fra indiescenen?
Dungem of Dredmor
Selvom dette spil bestemt ikke er blandt de nyeste, er det værd at huske, da det ser ud til at være næsten ukendt i vores dele. På trods af meget gode udenlandske anmeldelser kan lokale anmeldere have overset det på grund af det nuværende boom i indie-spil, eller endda afvist det med en åbenlys misforståelse af konceptet. Det er bemærkelsesværdigt, fordi det er det første produkt fra det canadiske studie Gaslamp Games, som kun tæller nogle få udviklere. Samtidig er der udgivet rigtig mange indie-titler på det seneste takket være digital distribution, men der er få rigtig gode. I denne henseende kan Dungeons of Dredmor rangeres blandt de succesrige debuter af folk som LIMBO, Bastion eller Minecraft.
Men hvad handler det egentlig om? Først og fremmest et dungeon crawler-spil, der parodierer alle slags djævlespil og roguelikes. Her skal hovedpersonen kæmpe sig igennem ti etager i et mørkt fangehul opdelt i firkantede firkanter. Drej efter tur vil han kæmpe sig vej gennem horder af monstre for endelig at stå ansigt til ansigt med den absurd hårde sidste boss, Lord Dredmore. Sådan opsummerede vi de facto hele historien. At man ikke kan bygge et ordentligt RPG på sådan et plot? Hånden på hjertet, med mange lignende, men "seriøse" spil, er det i bund og grund det samme, på trods af den fremragende eftersynkronisering og fremragende udførte cutscenes. Bare se på den indledende tekst, der introducerer os til "plottet": en gammel ondskab er blevet genfødt i mørke fangehuller, og kun én helt kan besejre den. Desværre er den helt dig. Prøv nu at finde på et spil, der ikke bygger på denne gamle formel.
Selvom Dredmor dybest set har nul historie, er den måske mere livlig end nogle djævle. Det er bogstaveligt talt fyldt med referencer til alle slags spilklassikere, deres vellykkede parodier samt en række absurde monstre og objekter. I fangehullet kan vi møde et gående væsen af gulerodstypen, der snerrer "FUS RO DAH", vi vil bekæmpe en nekromantisk ananas, vi vil have våben som Antiokias hellige håndgranat eller måske Agnosticismens skjold (vist med en stor gyldent spørgsmålstegn). Samtidig genkender spillet tre karakterarketyper (kriger, magiker, slyngel), som treogtredive færdighedstræer tilhører. Blandt de syv af dem, du kan vælge, når du opretter en karakter, kan du ud over de obligatoriske specialiseringer for individuelle våbentyper også inkludere mærkværdigheder som Necronomiconomics (studiet af økonomiske relationer mellem de døde), Fleshsmithing (hvis byggesten er kød) eller Mathemagic (en speciel type magi, som alle giver hovedpine). Hvert af træerne indeholder så 5-8 aktive og passive færdigheder; Det er overflødigt at sige, at der også er nogle virkelige mærkeligheder blandt dem.
Ud over den allestedsnærværende absurditet bygger spillet også i høj grad på tilfældighedselementet. Det faktum, at selve niveauerne genereres tilfældigt hver gang, vil sandsynligvis overraske få mennesker, men quests, efterfølgende belønninger og mange unikke genstande er også tilfældige. Et interessant spilelement er også altrene, hvor det er muligt at få ethvert udstyr eller udstyr fortryllet. Det er igen et spørgsmål om procenter og algoritmer, om den resulterende fortryllelse bliver positiv eller negativ. Selvfølgelig gør den store vægt på tilfældighed spillet meget uretfærdigt. På den anden side er det usikkerheden, der gør Dredmore så sjov. Du ved aldrig, om der er en bunke penge og skatte gemt bag en lukket dør, eller en Monster Zoo med hundrede blodtørstige fjender.
Det skal dog siges, at Dredmor også har sine fejl. Nogle færdigheder, såsom at lave dine egne våben eller andre værktøjer, kan kun bruges delvist, da spillet lider under et dårligt handelssystem. Alle forhandlere har kun en håndfuld tilbagevendende varer til rådighed på et givet tidspunkt, så det er altid svært at finde de rigtige ingredienser. Derfor foretrækker du at opgive at lave håndværk efter et stykke tid og foretrækker at gå efter saml-sælg-køb bedre stil. Det høje antal attributter, angrebstyper og tilsvarende modstande er også noget kontraproduktivt. Selvom der gemmer sig skatte af eksistentiel modstand ("Du tænker, derfor gør du modstand.") gemt blandt dem, bliver antallet af forskellige fortryllelser fra karakterhåndtering, udstyr og våben en smule kaotisk. På den anden side, når man sammenligner genstande, kan man huske de gode gamle dage og gå efter blyant- og papirmodellen af en oldschool RPG.
På trods af dets ufuldkommenheder er Dungeons of Dredmor et meget sjovt spil, der giver erfarne spillere et frisk perspektiv på rogue-lignende spil, og introducerer nytilkomne til genren på en iørefaldende måde efter at have sænket sværhedsgraden. Uanset hvad, så er du klar til et par eftermiddage med fantastisk fangehuls-action for få penge.
Fotogalerie
[button color=”red” link=”http://store.steampowered.com/app/98800/“ target=”“]Dungeons of Dredmor - €1,20 (Steam)[/button]
Quest DLC
Det andet anmeldte spil indeholder også en helt typisk historie. En dag kidnapper en truende skurk en smuk prinsesse med gyldent hår, og vores helt sætter selvfølgelig ud for at redde hende. Hvis vi talte om nul historie med Dungeons of Dredmor, er det her et sted omkring tallet -1 på den imaginære skala. Men selvfølgelig handler DLC Quest om noget helt andet igen. Dette spil er også en parodi, denne gang ikke kun på RPG-titler, men på alle spil, der er bukket under for den nuværende DLC (downloadable add-ons) trend. Et af de tidligste og mest kendte eksempler på denne taktik er den berømte Horse Armor Pack fra The Elder Scrolls IV: Oblivion. Ja, Bethesda betalte virkelig for bare at tilføje hesterustning. Selvom ikke alle de frigivne DLC'er er så absurde, svarer mange af dem ikke til kvaliteten af deres købspris. Derudover er det for nylig blevet en almindelig praksis at låse visse dele af spillet, som spilleren faktisk allerede har på deres medier, kun at de først skal betale for dem, før de kan få adgang til dem. Et lysende eksempel på denne praksis er Mafia II, som dens bagmand Dan Vávra til sidst gav op på grund af udgiverens 2K Games tilgang. Kort og godt, på trods af nogle undtagelser (f.eks. GTA IV, hvor det mere handler om digitalt distribuerede datadiske), er DLC'er mest onde, som desværre allerede er trængt ind i diverse spilgenrer.
Så hvordan parodierer DLC Quest dette problem præcist? Temmelig groft: I starten kan du stort set ikke gøre andet end at gå rigtigt. Du kan ikke vende om og gå tilbage, du kan ikke hoppe, der er ingen musik, lyde eller animationer. Alt skal betales først. Dog ikke med rigtige penge og til udvikleren selv, men til spilkarakteren i form af guldmønter samlet på spilkortet. Efter et stykke tid får du mulighed for at gå til venstre, hoppe, hente våben mv. Der er dog også fuldstændig ubrugelighed såsom et sæt tophatte til hovedpersonen eller en Zombie-pakke ("selv om det slet ikke passer, men forlaget påstår, at det kan bruges til madlavning"). Og der bliver heller ikke sparet på den berømte Horse Armor Pack, da det er den dyreste DLC i spillet.
Enhver, der har fulgt spilscenen i det mindste lidt på det seneste, vil helt sikkert have det godt i de første par minutter. Efter den indledende begejstring af en god idé fra Canadas Going Loud Studios, begynder en mindre sterotype dog at stikke hornene ud, da spillet falder ned til et rent primitivt platformspil. Der er ingen reel fare, der venter på spilleren, det er dybest set umuligt at dø, og selvfølgelig bliver det hurtigt kedeligt at samle penge ind. Heldigvis har skaberne indstillet længden af spilletid korrekt, det vil kun tage dig omkring 40 minutter at fuldføre spillet, inklusive alle præstationer. Den korte spilletid er dog slet ikke skadelig, når alt kommer til alt, handler det hovedsageligt om at lave sjov med store forlag og deres unfair praksis. For en symbolsk pris vil DLC Quest byde på et par sjove øjeblikke, flot grafik, behagelige musikalske undertoner, og frem for alt vil det give dig stof til eftertanke om den retning, spilscenen er på vej mod.
[app url=”http://itunes.apple.com/us/app/dlc-quest/id523285644″]
Jeg kan ikke finde spillet Dungeons of Dredmor.. Jeg prøvede den slovakiske app store og den amerikanske.
Du kan finde spillet på Steam, vi har allerede rettet fejlen i artiklen og tilføjet linket.