Luk annoncen

Da Apple i sidste uge introducerede den splinternye M1 Ultra-chip, lykkedes det at tiltrække stor opmærksomhed, og ikke kun fra Apple-brugerne selv. Dette chipsæt tilbyder en betagende ydeevne med relativt lavt forbrug. Dette er en interessant udvikling i armchips-verdenen. Ifølge forskellige oplysninger er det også tydeligt, at Apple yderligere kunne mangedoble denne ydeevne og teoretisk bringe endnu mere kraftfulde computere. Har Cupertino-giganten opdaget en imaginær opskrift på superkraftige chips, eller vil den snart støde på teknologiens begrænsninger? Mange æbleavlere spekulerer i øjeblikket i dette.

Tramper Apple sine konkurrenter i jorden?

M1 Ultra er utvivlsomt med hensyn til ydeevne og tilbyder noget, som Apple-systembrugere ikke engang kunne drømme om for to år siden. Til gengæld er det nødvendigt at nævne, at hermed overgår Apple bestemt ikke eksempelvis det konkurrerende firma AMD, der i mange år har specialiseret sig i udvikling af processorer og grafikkort. Her støder vi netop på en grundlæggende forskel i tilgang. Mens Apple bygger sine chips på den såkaldte ARM-arkitektur, som hovedsageligt er typisk for mobiltelefoner, stoler AMD/Intel på den ældre x86-arkitektur. Det dominerer nutidens marked og giver teoretisk set endnu flere muligheder i forhold til ydeevne, hvilket følger af det, vi i øjeblikket har tilgængeligt på markedet. Det behøver ikke at være hundredtusindvis af processorer.

Benchmark-sammenligning af CPU'er fra M1 Ultra og AMD Ryzen 9 5950X
Benchmark-sammenligning af CPU'er fra M1 Ultra og AMD Ryzen 9 5950X. Ydeevnemæssigt mangler Apple-chippen, men den er væsentligt mere økonomisk. Tilgængelig her: NanoReview.net

Apple går dog SoC- eller System on a Chip-ruten, hvor alle de nødvendige komponenter er i én enkelt chip. Om det for eksempel er Apple A15 Bionic, M1 eller M1 Ultra, så finder vi udover processoren altid en grafikprocessor, en unified memory, en Neural Engine til at arbejde med machine learning og en række andre dele, der kan sikre en smidig afvikling af nogle operationer. Denne tilgang kan være bedre med hensyn til datagennemstrømning, men brugeren kan ikke gribe ind eller endda ændre den på nogen måde. Med klassiske pc-sæt forsvinder dette problem, da det simpelthen er nok (ifølge bundkortet) at vælge ny processor, grafik- eller redigeringskort mv.

Supercomputere fra Apple

Men lad os vende tilbage til selve emnet, nemlig om Apple virkelig har fundet opskriften på superkraftige computere. I slutningen af ​​sidste år begyndte de at sprede sig på internettet meget interessante nyheder om M1 Max-chippen, så det bedste/mest kraftfulde stykke af Apple Silicon-serien. Eksperter har bemærket, at disse chips er designet på en sådan måde, at de teoretisk kan kobles sammen for at give dobbelt ydeevne. Det er præcis, hvad æblefirmaet lykkedes med, og hele spekulationerne blev bekræftet med ankomsten af ​​M1 Ultra. M1 Ultra-chippen er baseret på den nye UltraFusion-teknologi, som gjorde det muligt at forbinde to M1 Max-chips sammen. Derudover ligner det en enkelt komponent foran systemet, hvilket er helt centralt.

Allerede dengang blev der dog nævnt, at det ville være muligt at forbinde op til fire chips på denne måde. Selvom vi ikke har noget lignende i øjeblikket, er det nødvendigt at indse, at overgangen til Apple Silicon teoretisk set stadig ikke er fuldført. Der tales mere og mere om ankomsten af ​​en ny Mac Pro, som kunne forbedre sig på præcis denne måde. Hvis det sker, vil computeren tilbyde en 40-core processor, en 128-core GPU, op til 256 GB samlet hukommelse og en 64-core Neural Engine. Det er dog stadig uklart, om en sådan enhed rent faktisk kommer.

Mac Pro-koncept med Apple Silicon
Mac Pro koncept med Apple Silicon fra svetapple.sk

Delvis bekræftelse af denne spekulation bringer flere interessante ideer til æbleavlere. Meninger er begyndt at dukke op om, hvorvidt hele denne teknologi kunne skubbes lidt længere og i teorien endda skabe en supercomputer, der kunne skabes ved at forbinde flere chips sammen. Det er dog nødvendigt at nævne, at dette er ren spekulation, hvis realisering virkelig kan kræve meget arbejde. Selvom det ikke er helt umuligt at forbinde chips, er det ikke en nem opgave, da kommunikationen mellem de enkelte dele skal løses. I denne henseende er den aktuelt tilgængelige M1 Ultra afhængig af sammenkoblingen af ​​mere end 10 signaler, takket være hvilken chippen kan prale af en gennemstrømning på 2,5 TB pr. sekund. At stable flere chips på samme tid kan give flere problemer end fordele, især ved disse hastigheder. I øjeblikket er spørgsmålet, hvor langt Apple vil flytte hele sit Apple Silicon-projekt, og om det i sidste ende vil blive revet med af konkurrence med en mere stabil x86-arkitektur. Det betyder dog ikke noget. De næste generationer vil formentlig overraske os meget positivt, for ellers ville Apple aldrig være gået i gang med en så fundamental forandring.

.